Her finder du information om kunstværkerne. Jeg har bevidst undgået billeder. Besøg os i stedet!

🇩🇰 Dansk – Kunstnerisk Statement

"Jeg kan være din redningskrans, når du ikke orker mere"

Man bliver altid dybt berørt, når et menneske vælger at tage sit eget liv. Uanset om det er en kendt person i medierne eller nogen tættere på, så vækker det samme følelse: Ønsket om at man kunne have nået at møde personen, måske række ud og hjælpe dem i en lysere retning.

 

Også her i vores tilsyneladende idylliske landsbyer på halvøen har der i de seneste år været sådanne tragiske hændelser. Forældre, der går ud i havet og forlader livet. At have det så dårligt, at man ikke længere ønsker at leve – det er ufatteligt. De ved, det vil forvolde familien smerte, men magter ikke længere at blive.

 

Jeg har længe drømt om at bygge et lille kunstkapel ved mit hus – et sted, hvor man kan sidde, betragte kunsten, lytte til musik og måske tale med et andet menneske. Men kommunen har ikke givet tilladelse, så jeg har åbnet mit eget hjem i stedet.

 

Da jeg fandt den slidte redningskrans i Ljungen, så jeg straks, hvordan den symboliserede en træt sjæl. På vej hjem med den, mens jeg gik på banen, hørte jeg sangen Horn of Africa i mine hovedtelefoner. Jeg begyndte instinktivt at synge:

"Jeg kan være din redningskrans, når du ikke orker mere."

Om og om igen. Et mantra. Kunstværket blev til i det øjeblik, jeg samlede kransen op. Nogle gange ved man bare.

🇩🇰 Dansk- Kunstnerisk statement – Milagro Corazon

 

Milagro Corazon er et værk født ud af et øjeblik af stilhed, tilfældighed og måske en snert af mirakel. Det var juleaftens morgen, under en vintergåtur langs stranden ved Måkläppen – et naturreservat, som om vinteren får besøg af både sæler og mennesker – at jeg fandt et stykke drivtømmer, en trærod formet som et hjerte. Den lå dér i sandet, våd, skyllet af havet, og jeg kunne ikke se den som andet end netop det: et hjerte, skænket til mig af naturen på årets mest ladede dag.

Tankerne om mirakler blev dybere, da jeg senere valgte at forene hjerteformen med et Milagro-kors fra Mexico – et kors, jeg købte for over tredive år siden i Miami, sammen med et sølvkrucifiks, som jeg stadig bærer om halsen. Milagro betyder netop "mirakel" på spansk, og i latinamerikansk tradition bruges små metalamuletter, milagros, til at udtrykke bønner og taknemmelighed. På dette kors sidder en lille Maria-figur i træ – en smule forkullet efter at have overlevet en villabrand i vores hjem. Det var min søns værelse, der en nat begyndte at brænde – stille – mens han sov. Takket være røgen vågnede vi og kunne slukke branden. Han slap uskadt. Endnu et mirakel.

Mariafiguren sidder stadig der på hjertet. En mor ved sin søns side, selv i døden. Et symbol på en kærlighed så grundlæggende, at den overskrider både tid og stof.

Men værket rummer også en overraskelse. Et stykke træ i form af et "kagestykke" i bunden bærer på en anden historie – en mytisk én. Det er, efter min mening, den gamle dørstopper til perleporten i det himmelske Jerusalem. Jeg har selv, som min ryg-tatovering antyder, "sejlet til Jerusalem" og er blevet gode venner med portens vogter – selveste Muhammad Ali. Under mine tilbagevendende besøg deler vi hemmeligheder og hjemmebrændt græsk brændevin. En gang fandt jeg denne ødelagte dørstopper liggende ved siden af porten. Den havde tjent trofast i evigheder, men nu var den sprækket. Jeg spurgte Ali, om jeg måtte tage den med hjem, reparere den og måske endda sælge den som souvenir. Vi blev enige om at dele overskuddet 50/50. (Selvom jeg i hemmelighed var villig til at give ham 60 % – men han er ikke så svær at overtale længere.)

Og måske, bare måske, kan den dørstopper en dag hjælpe mig med at få et venligt nik, når min tid kommer til at banke på porten. Man ved aldrig. Bank under bordet.

🇩🇰 Dansk - Instrumenta Apostolorum
Apostlenes redskaber

Dette lille kunstværk bærer jeg frem som en hvisken fra fortiden.
Tolv skeer – nænsomt anbragt i en montre som relikvier – bærer på en stille historie.
De siges at stamme fra år 1708, måske fra Ezinge i Nederlandene.
Initialerne A.G.A – W.H.C hvisker om hænder, der engang holdt dem,
og ordet “Lepelbret” skimtes – som et minde om en dåb, et bryllup,
eller måske blot en kærlig gave, langt hjemmefra, ført hertil med vinde fra Ostindien.

Men det er ikke sølvets glans eller historien, der skinner stærkest –
men det, de får symbolisere:
de tolv apostlenes redskaber til at bringe lyset ud i verden.
Ikke med sværd, ikke med magt –
men med tålmodighed.
Med ord som næring.
Med håb, der må smeltes langsomt.

For at vinde en sjæl kræves ingen lyn.
Det kræver tid.
En ske ad gangen.
En tanke ad gangen.
Mennesket overbevises sjældent ved tvang,
men ofte ved stille eftertanke.

Så disse skeer – enkle, tavse, smukke –
får stå som symbol på den langsomme bevægelse af tro, der former verden.
Ske for ske,
hjerte til hjerte.
Sådan spredes lyset.

🇩🇰 Dansk Kunstnerisk statement  "IRINA" – Sibiriens Perle

 

Bajkalsøen i Sibirien er ikke blot verdens ældste sø, men også den dybeste. Irina og Vladimir, som boede i en lille hytte ved søens bred, var barnløse. Hver dag tog Vladimir sin dykkerdragt på og svømmede ned i det iskolde vand. Dybere for hver gang. Myten fortalte, at der fandtes en perle så stor og lysende, at den kunne skabe liv. Ifølge mytologien har døds-guden Erlik-Khan ledt efter perlen i årtusinder for at genopstå. Vladimir ønskede brændende at give sin hustru Irina det barn, hun havde længtes efter hele sit liv. Hver nat tog han større risici. Og hver nat ventede Irina med sin blå lanterne på bredden, så Vladimir kunne følge det blå lys og finde hjem igen. En nat blev hans sidste — det eneste Irina fandt, var Vladimirs dykkerhjelm.

 

Men nu må jeg indrømme noget, jeg løj om… Det var ikke Vladimir, der dykkede hver nat — det var Irina. Interessant hvor let vi accepterede kønsnormerne. Nu har vi vendt virkeligheden på hovedet. Irina fandt aldrig perlen og fik aldrig et barn, før det sorte dyb tog hende. Men en dag skyllede noget mærkeligt op på stranden. Det var hårdt som granit, men da Vladimir vendte det, så han, at det var brændt – undtagen en rund hvid plet i midten, hvor perlen engang havde siddet. Vladimir brast i gråd. Hans Irina ville aldrig opgive sin søgen efter perlen. Selv hvis hun for evigt måtte forblive i dødsriget. Sådan var hans Irina.

 

(Hun fandt aldrig perlen. Men er det ikke netop det, der gør hende virkelig? At fortsætte søgningen, selv når man forstår, at svaret måske ikke findes? Det er dér, vi finder Irinas storhed. Ikke i at finde – men i aldrig at give op. Da stenen skyllede op på stranden – brændt, mærket, men med en hvid plet i midten – blev det klart: Det er ikke perlen, vi husker. Det er viljen til at fortsætte. Troen, handlingen, udholdenheden.
Vi søger ofte mening i resultatet. Men måske er selve søgningen meningen. Irina blev aldrig mor – men hun blev mere end det. Hun blev den, der trodsede døden for håbets skyld.)

🇩🇰 Dansk - Kunstnerisk statement – The Dark Side of the Mind

 

I mit kunstneriske virke er jeg dybt fascineret af den menneskelige hjernes dualitet – vores evne til innovation og kreativitet, side om side med vores kapacitet for destruktion. The Dark Side of the Mind er et værk, der undersøger denne paradoks: at den samme intelligens, som har skabt hjulet, computeren og rumrejser, også har konstrueret gaskamre, bomber og galger.

Der er noget dybt ironisk og tragisk i, at vores største ressource – sindet – også er det, der igen og igen fører os mod afgrunden. Jeg tænker ofte på, hvordan ingen anden art på jorden synes at bruge så meget energi på at ødelægge sin egen. Den industrielle præcision bag Holocausts dødslejre er et skræmmende udtryk for, når ingeniørkunsten styres af menneskets mørkeste impulser.

I dette værk har jeg brugt to objekter med stærk symbolik. Det ene – et bildæk – repræsenterer menneskelig fremdrift og opfindsomhed. Det andet – en løkke – står for vores urgamle tilbøjelighed til vold og kontrol. At det netop er hjernen, der kvæles, når rebet strammes, giver billedet en nærmest brutal poetisk afslutning.

Materialerne er fundet ved Måkläppen, et naturreservat ved havet. Det faktum, at både dækket og den "gren", der fungerer som ophæng, skyllede op på stranden med blot få dages mellemrum, giver værket en yderligere dimension af skæbne. Havet former sine objekter med en langsomhed og tålmodighed, som vi mennesker sjældent besidder. Det minder mig om, at hvert fragment, vi finder, bærer på en ukendt fortid – en historie, der kan få nyt liv gennem kunsten.

At arbejde med disse objekter er for mig både en fysisk og sjælelig proces. I The Dark Side of the Mind har jeg forsøgt at udtrykke det mest modsætningsfyldte i vores væsen: at vi både er skabere og ødelæggere, ofre og bødler – i samme åndedrag.

🇩🇰 Dansk – “Arca Sacrarum Bibliorum – De hellige skrifters ark”

Dette er min ark.
Et hvilested for ord, som ellers risikerer at drukne.

Vi lever i en evig støj –
et strøm af billeder, stemmer, bevægelser,
hvor hellige ord blegner bag opskrifter og mordhistorier.

Jeg tænker på Noa.
Hvordan han i sit hjerte bar viljen til at redde liv fra vandets dom.
Sådan ønsker jeg at redde det, der taler til vores sjæle.

Her hviler bøger fra 1700- og 1800-tallet,
med budskaber ældre end selve tiden.
Ord båret gennem århundreder, hvisket i mørket, sunget i lyset.

Men hvor længe orker de at hviske?
Hvor længe hører vi dem,
før floden tager dem med sig for altid?

🇩🇰 Dansk – "Kunstnerisk Statement: Shakiras Serenade"

 

En ung, smuk Shakira havde fortryllet en ung græsk skuespiller, som var på besøg i Colombia for at indspille en film. Han havde fået rollen som indianer i en colombiansk westernfilm. En dag så han hende øve sine hoftebevægelser på sin families altan og blev fortryllet. Han besluttede sig for at synge en serenade for hende. Hver skumring spillede han guitar og sang under hendes altan, i håbet om at hun ville møde ham.
Men Shakiras far havde andre planer. I et raserianfald sparkede han guitaren ud af hænderne på den unge mand, og den gik i stykker. Derefter lød det endnu værre – hele kvarteret led hver nat, når den ødelagte guitar spillede falsk.
En dag var Shakira væk fra altanen. Resten er, som man siger, historie. I dag er hun en verdenskendt kunstner. Hendes far blev i Colombia kontaktet af et amerikansk par, der var gode venner med USA’s daværende præsident Donald Trump. Parret var velhavende og havde deres eget privatfly. De mellemlandede først på Neverland Ranch i Los Olivos, Californien. Michael Jackson syntes dog, hun så for gammel ud. Men det rige par vidste, at deres bedste ven ville være interesseret. Han blev så begejstret, at han tegnede Shakiras silhuet på et brev, han sendte til parret.
Og hvad med den unge græske skuespiller? Han så aldrig Shakira igen. Men han ærede den ødelagte guitar som en hellig relikvie. Hvem vil ikke høre sangen om hans magiske Shakira?

🇩🇰 Dansk: Dolores – Et sagn i rødt og hvidt

 

Dette værk bærer en anden tone end udstillingens øvrige – lettere i formen, men med en dyb symbolsk klang. Et sagn, en legende, måske en sandhed: fortællingen om Dolores, sørøverdronningen, som ikke blev født fri, men som valgte friheden.

Hun voksede op som datter af en rig plantageejer i Sydamerika, bortgift til en grusom baron, hvis pisk talte magtens sprog. På plantagen fandtes også en ung mand fra Sydeuropa, hvis blod farvede jorden – og hvis blik Dolores ikke kunne undgå.

I hemmelighed plejede hun hans sår. I tavs taknemmelighed plantede han roser i nattens mørke, plejede dem i månens skær. Da de blomstrede, plukkede han tolv – som apostlene, som portene til det nye Jerusalem. Hvide var de, indtil han – i panik, i kærlighed – lod sit blod farve deres blade røde.

Da morgensolen ramte blomsterne, stod de dér: smukke, vilde, stribede som friheden selv.

Baronen, rasende over noget han ikke kunne eje, solgte den unge mand. Dolores flygtede kort tid efter – og verden fik sin sørøverdronning.

Måske er det kun en legende. Men hver dag står en mand i havnen i Skanör og kigger mod horisonten. Venter på et skib med ild i sejlene og en kvinde ved roret. Engang gav han hende roser. Nu venter han på at se dem blomstre igen.

🇩🇰 Dansk – Kunstnerisk statement

"Afrofuturisme"

Fra jordens første åndedrag rejste hun sig —
moder Afrika, klædt i sol og stjernestøv.
Der, hvor tiden blev født, slår hjertet stadig hårdt,
i trommer, i pulsslag, i elektricitetens evige dans.

Fra forfædres hvisken vokser fremtidens lyd.
Urgamle rytmer snurrer med syntens skår,
og i hvert slag — en fortælling, et løfte, et råb.
Vi hører det: en ny verden fødes i bastonens dyb.

Hun står der, gylden og urokkelig,
med kronen båret højt af historien,
med fødderne i rødderne, hænderne i himlen.
Hendes børn danser — med ild i blodet,
med lys i stemmen, med stjernestøv i trinnene.

Så vi tænder et lys.
Vi skruer op for lyden.
Vi danser — for frihed, for fremtid, for sjælens glæde.
Vi danser — i hendes navn.

🇩🇰 Dansk – "Panagia Gorgona"

Havets Moder, De Fortabtes Håb

Fra Santorinis klipper ser hun ud over det evige blå.
For dem, der har forladt den sikre havn,
er hun mere end en legende –
hun er kompasset i hjertets dyb.

Når stormen river i sejlene og roret vakler,
rækker hun sin hånd gennem bølgernes mørke.
I hendes greb styres skibet – ikke af kraft,
men af tro.

Lad ikke hendes tårer blive jeres undergang,
men vind i jeres sejl – en kærtegn mod hjemmet.
For den, der lytter til hendes sang,
skal finde vejen tilbage,
til hvor kærligheden venter ved strandens kant.

🇩🇰 Dansk – "ÅND"

Titlen "SPIRIT" antyder noget overnaturligt – en ånd eller essens. Den afrikanske kunstner, trods sin anonymitet, fremhæves som bærer af en kollektiv erindring. Kunstværket skildrer Afrika som en kontinent med en ukuelig sjæl, hvor koloniseringens og undertrykkelsens historie ikke har kunnet udrydde den dybe forbindelse til jorden – rødderne, træet, stammen. "Verdens hårdeste træsort" symboliserer styrke, modstandskraft og bestandighed.

De sjæle, der er "sugede op af rødderne", kan tolkes som forfædre, hvis minder og lidelser er bevaret i selve naturen – næsten som marmorerede figurer, frosne i tid i træets stamme. En slags levende gravsten eller hellig påmindelse.

🇩🇰 Dansk – "Sidste stop"

Violinens sidste hvisken er ebbet ud,
et ekko tilbage i rummets åndedrag.
Nu står hun stille – klar til at skifte ham,
forlade tonernes rige for mindets favn.

Hendes former, stadig svulmende af bevægelse,
hænger som et åndedrag i vores hjem.
Lyset sniger sig over hendes patina,
et spejl af alle de tider hun har båret.

Hvor mange hænder har strøget over hendes sjæl?
Hvor mange fingre har søgt trøst på hendes hals?
Hun blev født af træets hjerte,
af stilhedens dyb –
med ét kald:
at tale i toner, ingen mund kan forme.

Nu hviler hun.
Men i hver revne, hver slidte streng,
bor stadig en sang
som kun stilheden husker.

🇩🇰 Dansk – "Panagias Tårer"

Ikonmaleren fra Thessaloniki har, ligesom evangelisterne, bragt en stille fortælling frem som en bøn i billede. I Jomfru Marias ansigt har han malet hver tåre, hun har fældet, som ar indridset af himlens egen vemod. Hendes blik er roligt, men dybden i hendes øjne bærer verdens smerte.

Farven synes at nægte at tørre dér, hvor saltet engang løb. Som om selve træet græder med hende, og ikonen fortsætter sit stille mirakel: at bære moderens sorg, dråbe for dråbe, til den som ser.

I den ortodokse tradition kaldes ikonen et vindue til evigheden. Men denne ikon er også et spejl, for i Guds Moders sorg spejles hele menneskehedens smerte. Hun græder ikke kun over sin Søn, men over hvert barn, der lider, hver sjæl, der råber i mørket.

🇩🇰 Dansk – “Gabriels Mysterium”

(APX)
Bønnerne, knude for knude,
løber som et evigt rosenkransbånd —
aldrig fuldendt.
Siden det største mysterium brød sin tavshed,
så helligt i sit hjerte,
at selve tiden blev nulstillet.
Til højre for ærkeenglen,
men uden for billedet,
står hun —
gudfødersken,
usynliggjort af penslen,
som om instruktøren glemte sin stjerne.
Hvornår mærkede hun de første bevægelser i sit indre?
Hvornår hviskede livet: "Nu begynder jeg"?
Han blev født, da jorden var frossen,
men hans budskab —
glædens, kærlighedens, menneskets —
antændte flammer, der aldrig slukkes.
Og stadig bevæger bønnen sig.
Det er bønnernes bøn,
en hvisken gennem århundreders hjerte.

🇩🇰 Dansk – “Elskerne”

Næse mod næse,
øje mod øje —
frosset i et øjeblik, hvor tiden selv holder vejret.
Vinden forsøger at rive dem fra hinanden,
men noget stærkere holder dem sammen.
Ikke vilje. Ikke håb.
Måske en urgammel kraft —
som tyngdekraften mellem stjerner,
som pulsen mellem hjerter.
To kroppe, to poler,
draget mod hinanden i tavs evighed.
Et farvel, der aldrig helt blev afsluttet,
eller et gensyn, hvor lykkens tæppe aldrig falder?
Legenden hvisker:
Når navnene ridses — bliver kærlighedens kontrakt evig.
Skriv med blæk, men arkivér kontrakten i hjertets inderste kammer.